Coach hos PAOB Frederikke Bohr ved alt om at stå på en scene. Som udøvende artist og sangerinde med en kandidat i musik fra Rytmisk Musikkonservatorium, bruger hun kreativiteten til at udvide sine klienters horisont, så de kan finde deres indre performer.
Hvem er dine klienter?
»De kommer fra mange forskellige brancher, men ofte er de ledere, mellemledere eller projektledere, som står med ansvaret for et team, og som har mange møder, præsentationer og oplæg i hverdagen. Det kan også være klienter, som ønsker at overkomme udfordringer i det private.«
»Ofte søger de hjælp til at føle sig mere komfortable med at stå frem og melde klart ud. Nogen ønsker at få større bevidsthed om måden, de kommunikerer og performer på. Det gælder også den nonverbale kommunikation, altså alt det vi siger mellem linjerne med vores kropssprog.«
Hvad er din egen indgangsvinkel til coaching?
»Jeg har undervist i sang i mange år og fandt med tiden ud af, at det, jeg syntes var allermest spændende, var den personlige udvikling hos eleven og det at støtte dem i at finde deres eget personlige udtryk. Her blev det mere og mere tydeligt for mig, at jeg interesserede mig for coachingen som primær fremgangsmåde, hvor elevens eller klientens mål er i fokus. Her er min fornemste opgave at forstå deres behov og ønsker og i virkeligheden hjælpe dem til selv at finde svaret.«
»I min rolle på PAOB agerer jeg både som coach, underviser og mentor forstået på den måde, at jeg altid starter med at få en dybdegående forståelse for klientens ståsted: hvad er deres behov, hvad bringer dem lykke, og hvad er deres udfordring? Herfra giver jeg nogle redskaber og teknikker, som klienten kan spejle sig i, se sig selv i forhold til og øve sig på. Ofte har vi uudforskede sider af os selv, som vi af forskellige grunde ikke bruger så meget. Jeg siger altid til klienten: “vi skal – og kan – ikke ændre dig – vi skal udvide paletten, så du lærer dig selv bedre at kende og bliver tryg ved at bruge flere sider af dig selv.” Hvis du for eksempel oplever altid at blive en undskyldning for dig selv og please i situationer, hvor du i virkeligheden ønsker at tage ansvar og stå fast, så må vi øve dette og få denne side af dig mere frem. Både i din stemme, din krop og den måde, du tænker om det på.«
Hvordan bruger du din kreative baggrund i dit arbejde som coach?
»Udover at jeg har taget coachuddannelsen hos Sofia Manning, så har jeg en stor kreativ erfaring, og en stor stemmemæssig erfaring. Jeg har sunget enormt mange koncerter og brugt masser af tid på at stå på en scene. Så jeg har en værdifuld sammensætning af professionelle, men også private erfaringer, som jeg kan trække på som coach. Selv er jeg en super nørdet sanger. Jeg går selv løbende til undervisning og holder mit instrument ved lige med både stemme- og åndedrætsøvelser. At være i udvikling med mit instrument er alfa omega for mig.«
»Derudover har jeg selv været igennem nogle svære tider, hvor jeg i virkeligheden bare havde brug for at blive rummet. Jeg har selv døjet med angst, har oplevet eksistentielle kriser og haft stemmeproblemer. Så jeg har en stor rummelighed over for, hvad klienterne kommer ind af døren med.«
Hvordan kan folk uden for den kreative branche få gavn af performance-teknikker?
»Vi har konstrueret en verden, hvor utroligt meget er målbart – rigtigt / forkert, sandt / falsk. Jeg oplever, at klienterne kommer til mig med en følelse af, at de konstant skal leve op til noget bestemt uden rigtig at have defineret, hvad det helt præcist er, og hvordan de egentlig selv forholder sig til det.«
»Som coach faciliterer jeg et rum, hvor de kan udforske alt det mærkbare. Når vi arbejder med gennemslagskraft i formidling og budskab, arbejder vi med mere mærkbare områder som kropssprog, drive, energi, følelse og intuition, og her er der ikke kun ét facit, men derimod en oplevelse hos den enkelte, som kan føles rigtig eller forkert. Formidling er ikke matematik, hvor 2 + 2 = 4.«
»I det mærkbare rum kan kreativiteten få lov at blomstre, fordi vi selv begynder at definere, hvad der føles sandt for os – og arbejder herfra. Måske vi bliver draget af én taler frem for en anden? Eller måske lytter vi mere, når der bliver fortalt en historie, end når der bliver remset data op? Ved at gå på opdagelse i os selv med støtte og teknikker fra coachen, kan vi udforske, hvad der drager os, og dermed hvordan vi selv kunne tænke os at være som talere / formidlere / performere.«
Hvilken rolle spiller kroppen i din coaching?
»Kroppen er jo vores instrument, og vi kan ikke adskille os selv fra den. Kroppen følger med i alt, hvad vi gør, og min oplevelse er, at hvis vi faktisk lærer at mærke efter og navigere i det, den prøver at fortælle os, så kan vi blive rigtig kloge på os selv, og på hvordan vi opnår de ting, vi ønsker os i livet, hvad end det er på arbejdet eller privat. Kroppen kommer hele tiden med idéer til, hvordan vi kunne gøre tingene anderledes. For mig er det også her, hvor kreativiteten kommer ind i billedet: at der ikke er så langt fra den besked, vi får intuitivt, til det vi handler på.«
Hvad er dit bedste råd til at overkomme sceneskræk/præsentationsangst?
»Ofte stiller vi meget høje og ukonkrete krav til os selv, som derfor også bliver umulige at opfylde: Jeg skal bare gøre det super godt! Jeg må ikke fejle! Men hvad betyder det for dig at gøre noget super godt? Og hvad er en fejl? Er det at give en forkert information, eller er det, at du virker nervøs under et oplæg?«
»Prøv at spørge dig selv, hvad du forventer af dig selv i den situation, som gør dig nervøs. Herefter, så prøv at konkretisere dine forventninger så meget som muligt. Nu kan du kigge på, hvad der er hhv. udenfor og indenfor din kontrol. Fx kan du ikke kontrollere, hvad andre folk tænker om det, du siger. Men du kan prøve at fokusere på at trække vejret og forblive nærværende.«
»Min erfaring er, at vi kan slippe presset en smule og føle større ro ved opgaven, når vi har taget stilling til vores egen forventning. Simpelthen fordi vi føler, vi nu bedre kan leve op til vores egne forventninger til den specifikke situationen.«
Nysgerrig efter mere? book en gratis prøvetime med Frederikke her.